Lars Foder vender hjem – ny cheftræner i Vojens Ishockey Klub
Vojens Ishockey Klub kan med stor glæde præsentere Lars Foder som ny cheftræner for klubbens U18-hold og Divisionshold. Samtidig får Lars også en nøglerolle som hovedinstruktør for klubbens Talentklasser og Kraftcenter – en stilling med stor betydning for udviklingen af unge ishockeytalenter i Vojens.
Lars er født og opvokset i Vojens og har haft sin ishockeyopdragelse i klubbens egne rækker. Som seniorspiller blev det til tre danske mesterskaber med SønderjyskE, inden han fortsatte karrieren i udlandet. Med sig bringer han både erfaring og lederskab fra sin tid i Sverige, Norge, Island og Østrig – og ikke mindst en stærk passion for at give noget tilbage til det miljø, der formede ham.
"Det føles som at komme hjem – og det er jeg både stolt og ydmyg over. Jeg glæder mig til at arbejde med klubbens unge spillere og være en del af en kultur, hvor udvikling, fællesskab og ambitioner går hånd i hånd," siger Lars Foder.
Brian Ahrenkiel, formand for Vojens Ishockey Klub, glæder sig over ansættelsen:
"Lars har både det faglige og menneskelige fundament til at tage en ledende rolle i klubben. Han kender klubben ud og ind, og med den erfaring han har samlet op, får vi en stærk profil til vores ungdoms- og seniorarbejde."
Patrick Galbraith, General Manager i VIK, ser frem til samarbejdet:
"Med Lars i spidsen for U18, Divisionen og Talentklasserne får vi en stærk sammenhæng i vores sportslige udvikling. Han har øje for detaljen og forståelse for det store perspektiv – en kombination, der er afgørende for både spillere, forældre og staben omkring ham."
Lars Foder tiltræder officielt rollen den 1. august 2025 med en aftale som løber 2 år.
Byd Lars et varmt velkommen hjem.
